Gotham Central

Så er der endnu en tegneserie, jeg har læst, som jeg vil anbefale. Det er naturligvis en Batman-tegneserie, men den skiller sig ud ved, at Batman kun er en bifigur.

Første hæfte af Gotham Central

Serien “Gotham Central” blev publiceret fra februar 2003 til april 2006. Den er skabt af forfatterne Ed Brubaker og Greg Rucka plus tegneren Michael Lark. Serien sælges i Danmark i fire bøger, hvorfor jeg omtaler dem sådan. De er forholdsvist dyre, 260 kroner pr. bog i Fantask, men jeg synes så afgjort også, man får noget for pengene. Især i de første to bøger.

Set-up’et er, at den fokuserer på Gotham politafdelings MCU – Major Crime Unit. Hvordan er det at være en del af politistyrken i en by, der har sin helt egen kostumeklædte selvtægtsmand? Det spørgsmål synes jeg, at Gotham Central forsøger at besvare på meget fornem vis.

KARAKTERERNE

En af seriens største plusser er karaktererne. I en by, hvor man normalt følger med fra en lejlighedsvist småpsykotisk Batmans synsvinkel, er det rart at “komme ned på jorden” til nogle mennesker, der tydeligvis er helt almindelige og almindeligt forskellige. Dette ser vi blandt andet ved, at de har affærer med hinanden på jobbet, har problemer med diskrimniation på grund af race og seksualitet og har dagligliv med familier og deslige ved siden af jobbet.

Karaktererne er det, der driver Gotham Central fremad.

Crispus Allen

En af mine yndlingsfigurer er Crispus Allen, der i dén grad er hårdkogt strømer, men som også har en finurlig, sjov side, som især hans makker, René Montoya, får at se. Crispus Allen optræder desuden også i Brian Azarellos fremragende “Broken City”, hvor han samarbejder i nogen grad med Batman. Crispus Allen har en adfærd, der grænser til det arrogante. Han er afdæmpet, taler i korte sætninger og bevarer for det meste roen. Lige indtil nogen træder over en vis grænse – så går han amok. Han er handlekraftig, og så tror han på idealet om “Den Gode Strømer”.

Marcus Driver

En af de andre, interessante karakterer er Marcus Driver. Hvor Crispus Allen repræsenterer den hårdkogte, handlekraftige no bullshit-cop, har Marcus Driver identifikationsværdi for de af læserne med de mere bløde værdier. Han er imødekommende, omsorgsfuld og vil først og fremmest bare gerne have, at hans kollega Romy Chandler skal kunne lide ham.

At jeg netop vælger at fokusere på disse to karakterer, betyder ikke, at det er en serie, der fokuserer på mændene. Renee Montoya er en af de bærende karakterer, og MCU’s daglige leder er Cpt. Maggie Sawyer, der bestemt også er en kvinde med ben i næsen. Jeg har bare valgt disse to, fordi de repræsenterer sider af mig selv, som jeg henholdsvis besidder og gerne vil besidde.

Karaktererne underbygges med en fremragende brug af small talk i striberne. Brubaker og Rucka er ekstremt gode til at “skabe stemning” for læseren. Som om, det var en film, hvor vi lige overhører et par sætninger her og der – og så fortsætter videre til det egentligt plot. Men det er så vigtigt for karakterernes likeability og min lyst som læser til at læse videre, at vi får indblik i, hvordan karaktererne taler sammen.

HISTORIERNE

Selve plotlinjerne er også virkeligt gode. Der er enkelte missere eller historier, hvor fremdriften ikke sidder lige i skabet. De udgør heldigvis en lille undtagelse. De bedste historier (heriblandt hvad Marvel-Morten fra Fantask kaldte “en af de bedste Joker-historier, der nogensinde er skrevet”) er sindssygt intense og medrivende. Både på grund af plottet, men også på grund af den kontekst, de er sat ind i.

Historien Dead Robin, fx, kunne ikke være skrevet til andre medier end tegneserien – og den får en virkeligt fin metatekstuel betydning, hvis man fx har læst Jim Starlins “A Death in The Family”.

Fælles for de rigtigt gode af historierne er det, at Batman på en eller anden måde kommer ind over. Han behøver ikke altid redde dagen, men han deltager aktivt eller skjult, og det er det, der gør Gotham Central til mere end en bare en politiserie.

De fleste af historierne er bygget op over tre eller flere dele, hvilket giver både plot og karakterer plads til at udvikle sig i en tilpas interessant og omfangsrig grad.

De bedste historier i serien er efter min mening

• Half a Life – den mest prisbelønnede af historierne. Har vundet både en Harvey-award og en Eisner-award (der begge er tegneserieawards) samt en Gaytastic-award (for at bidrage til en mere nuanceret opfattelse af homoseksualitet)
• Soft Targets – om en snigskytte, der hærger Gotham.
• Dead Robin – Robin er omdrejningspunktet for en række mordsager i Gotham.
• Nature – vi følger to af de korrupte strissere i Gothams almindelige politistyrke
• Corrigan I+II – Politiets øverste retstekniker er genstand for en række interne undersøgelser om korruption

Jeg har forsøgt at hemmeligholde så meget som muligt af plottet, da det er en del af den gode oplevelse, at man bliver overrasket et par sider inde i hver historie.

BATMAN

Når Batman dukker op, sker det altid på måder som denne

Batman møder Marcus Driver

Batman kommer til enten nogle af detektiverne i MCU eller direkte til den nye politikommissær Akins. Og Batman siger ikke ret meget. Han kommer, afleverer en ledetråd eller en ordre i højst tre korte sætninger og forsvinder igen. Han er som en myte – som et spøgelse, der skærer igennem politiarbejdet for betjentene i Gotham.Han bliver oftest kun omtalt – og det øger mystikken og det interessante i karakteren.

Af og til er der nogen, der får et glimt af ham. Politifolkene i MCU er så priviligerede, at de kan kalde på ham med Bat-signalet – men det er ikke altid at han kommer. Og når han endelig gør, er det altså ikke altid, at han vil eller kan hjælpe.

Man skal ikke læse Gotham Central med forventning om at læse en Batman-historie. Man skal læse den for at få en oplevelse af, hvordan det kunne være at arbejde i en by, hvor Batman er et fænomen, man skal forholde sig til både moralsk og efterforskningsmæssigt – og ikke så tit visuelt.

En sjov detalje: Når Batman taler i Gotham Central var det for mig nærliggende at lade ham tale med Christian Bales stemme. Han er ekstremt fåmælt, og man kan tydeligt læse den hårde kant i hans stemme. Det er desuden et karaktertræk, der med fuldt overlæg adskiller den kontante og kyniske Batman fra MCU’s mere menneskelige og kompromissøgende detektiver.

TEGNINGERNE

Michael Lark er hovedtegner på de tre første bøger. I den sidste bliver han erstattet af Kano og Stefano Gaudiano, der ikke har helt den samme streg som Lark. Og det er synd. For Larks tegninger er virkeligt gode. De er som et storyboard med uudtalte bevægelsespile. Hans tegninger bærer oftest en tyk, sort skygge og får masser af plads i sig selv. Det er som om Brubaker og Rucka har forstået til fulde, at tegneserier også kommunikerer via tegningerne. På Larks tegninger kan man nærmest “høre” tavsheden.

Uddrag fra historien "Corrigan" i bog nummer to. Screenshotet er ikke på engelsk...

Michael Lark er også ret dygtig til at tegne ansigtsudtryk. Særligt de gange, hvor der er heftige følelser involveret. Det er i hvert fald tydeligt at se, når Romy Chandler flirter med Marcus Driver. Eller når Crispus Allen ikke tror på, at Renee Montoya ved, hvad hun taler om. Eller når Sarge Davies fyrer en joke af og som den eneste synes, den er uhyre morsom. Ansigtsudtryk hos rigtige mennesker med rigtige følelser og rigtige relationer. Det er rigtig godt tegneseriehåndværk.

NEGATIVT?

Der er ikke meget negativt at sige om Gotham Central. Jeg har nydt at læse langt de fleste sider af den af ovenstående grunde. Hvis jeg skulle pege på noget, der generer mig, er det, at det hele føles så realistisk og troværdigt inde i Gotham. Det kunne faktisk lige så godt foregå i New York.

Men det ændrer ikke på, at Brubaker og Rucka som forfattere for DC Comics har været nødt til (eller har valgt, hvad ved jeg…) at tage hensyn til en række andre omstændigheder. Eksempelvis, at der er noget, der hedder Metropolis, Superman, Teen Titans og Crisis og Infinite Earths. Alle disse fantasyrelaterede emner ødelæger lidt min illusion om, at Gotham Central lige så godt kunne foregå i virkeligheden. Og det er netop den realisme og råhed, jeg mener er en af Gotham Centrals allerstørste styrker.

LÆS DEM? JA!

Jeg vil klart anbefale enhver, der har interesse i tegneserier og velfortalte historier generelt og Batman specifikt at forsøge at læse Gotham Central. Især de første to bøger er afgjort pengene værd. Hvis man desuden er fan af Christopher Nolans Batman-film, er det ekstra interessant at læse “Jokers and Madmen” – bog nummer to, som sagtens kan læses alene. Det var her, jeg startede. Derefter læste jeg bog nummer tre. Så nummer et og til sidst nummer fire. Hvis du vil læse dem, behøver det ikke blive så rodet. Men læs dem for din egen skyld!

Jokers and Madmen