Knightfall-anmeldelse

Dette indlæg handler også om Batman. Måske skal jeg have lavet nyt logo til min blog, for der er godt nok meget om tegneserier og om Batman. Det indsnævrer naturligvis målgruppen, men jeg skriver nok i virkeligheden kun ting, jeg selv gider at læse.

En masse af min fritid går med at forberede mig selv på ”The Dark Knight Rises”, der har premiere om godt og vel et års tid. Lige nu er optagelserne i gang i London og de rykker senere på måneden til New York og Skotland.

En af de seneste opdateringer var, at thedarknihgtrises.com gik i luften, og det første officielle billede af Bane blev publiceret.

Som en del af mine forberedelser har jeg forsøgt at lære karakteren Bane at kende. Figuren blev skabt i 1993 af Doug Moench, Graham Nolan og Chuck Dixon. Han optrådt første gang i ”The Vengeance of Bane”, der fungerede som en slags forløber for Knightfall-trilogien, som jeg vender tilbage til lige om lidt.

Bane er også blevet repræsenteret i spillefilmene om Batman – senest i 1997, hvor Robert Swensson spillede den noget ligegyldige dumb muscle-udgav af Bane i en i øvrigt jo ret forfærdelig film. Hvis dette er ens eneste kendskab til figuren, så har man meget godt i vente.

Blandt andet kan man finde afsnittet Bane af Batman – The Animated Series, hvor Bane er sydamerikansk hitman, der bliver hyret til at slå Batman ihjel. Denne udgave er langt mere interessant, fordi Bane også er ret intelligent og lokker Batman i en fælde.

Bane er en central karakter i Knightfall-historien, der er  en serie på i alt 9 Batmanhæfter fra april til oktober 1993. Som trade paperback er historien indelt i tre bøger. Jeg har forsøgt at anmelde dem/referere dem nedenfor.

Spoilerfri anmeldelse

Hvis man gerne vil læse Knightfall selv og vil vide, om jeg vil anbefale den, så vil jeg det. Trilogien indeholder en række interessante momenter for Bruce Wayne/Batman-karakteren, der bestem er værd at tage med som eventuel fan af serien.

Men jeg vil også advare mod at forvente en helstøbt, gennemført og velsammenhængende trade paperback, som fx Moenchs Prey eller Frank Millers Year One.
Der er meget “spildtid” i Knightfall. Årsagen til dette skal nok findes i, at Knightfall oprindeligt blev udgivet i hæfteform – og det blev alt sammen jo – men Denny O’Neills redaktion kunne godt have været strammere, og en masse “overflødige” plotlinjer kunne være skåret væk.

Anmeldelse med mulige spoilers

Anmeldelsen er forsøgt delt op i de tre bind, hvor jeg dels ridser historien op og hvor det er relevant kommer med min uforbeholdne mening om det netop omtalte aspekt af bindet.

Bind 1 : Broken Bat

Knightfall - bind 1

Historien starter med, at Bane slipper samtlige indsatte i Arkham Asylum fri. Dette skaber en masse ballade for Batman.
Batman skranter mere og mere, og det er Banes mission at støde Batman fra tronen og overtage herredømmet i Gotham.

Konceptet med kontrollen over Gotham som endemålet løber faktisk som underliggende tema igennem hele trilogien. Ikke så meget i starten, hvor det mest handler om, at Batman (og i nogen grad Robin) skal nedkæmpe de undslupne fanger fra Arkham.

Forskellige forfattere og skurke

Det er her, jeg mener, trilogien viser sine første svaghedstegn. Når Batman skal igennem alle tænkelige skurke fra Arkham – og selvfølgelig er der skåret nogle fra, det er klart – får historien hurtigt karakter af battle fatigue – eller sagt med andre ord: Jeg føler det som om, at vi skal igennem alle skurkene bare for at tilfredsstille de forskellige fangrupperinger i læserskaren.
Ydermere kan man godt mærke, at der har været flere forskellige forfattere inde over historien. Fx optræder Scarecrow både i bind 1 og bind 2 i to ret forskellige udgaver og med to ret forskellige motiver.

Forfatterne er dog ikke bange for at udpensle volden i historierne, og vi ser flere gange folk blive slået ihjel med eller uden et (godt) motiv. Det er at tage Batman-figurens “virkelighed” alvorligt, og det kan jeg godt lide.

Bane

Bane er en interessant karakter. I bind 1 holder han sig pænt på afstand af Batman og observerer, hvordan sidstnævnte viser flere og flere svaghedstegn. Bane venter til det helt rette øjeblik med at slå til mod Batman, og han bruger tiden på at være kalkulerende i forhold til, hvornår han skal slå til.

Bind 1 afsluttes da også med, at Bane regner ud, hvem Batman i virkeligheden er og møder op i Wayne Manor. Herefter følger en ret imponerende sekvens, der tager næste hele sidste hæfte i bind 1, hvor Bane slår Batman til plukfisk, samtidig med at vi få Batmans fortvivlelse udpenslet i ord og billeder. Han fortvivles dels og sin mors og fars død, tabet af Jason Todd og den generelle tragik, der ligger i hans mission om at udrydde kriminalitet.

Bind 1 slutter med, at Bane brækker Batmans ryg, og alene det sidste hæfte er værd at læse Knightfalls første bind for.

Bind 2: Who Rules The Night

Knightfall 3 - Knightsend

Batman er knækket, Bane har kontrollen over Gotham. Denne del af Bane passer ret godt til ham, da han virker forholdsvist tlfreds og selvsikker efter at have “smidt Batman ud” af Gotham. Bane sidder på toppen af al organiseret kriminalitet og skovler penge ind.

Bind 2 byder på nogle fine sekvenser, hvor Bruce Wayne sidder i kørestol med brækket ryg og må kæmpe med sin list. Mestendels bliver han og Alfred dog parkeret på et lidt ligegyldigt sideplot i Sydamerika for at redde Tim Drakes far.

Bruce Wayne udnævner Justice medlemmet Jean Paul Valley, tidligere Azrael, til at overtage Batman-kostumet efter sig for at opretholde den symbolværdi, som Batman har. Jean Paul Valley viser sig dog at være dels småvanvittig og dels mere brutal og nådesløs end både Batman og godt er.

Scarecrow
Endnu engang sniger inkongruensen sig ind i Knightfall, da Scarecrow dukker op for anden gang. Første gang teamer han up med Jokeren for at torturere byens borgmester tilsyneladende af samme årsag som Jokeren – at skabe kaos. Denne gang blev han ikke fanget, men undslap Batman sammen med Jokeren.

Nu her i bind 2 er Jonathan Crane pludseligt meget mere magtsyg. I en ret flot og lang historie alle printet på sorte sider, udforsker Scarecrow frygtens inderste væsen i en række forsøg med nogle skoleelever. Han holder herefter Gotham i et jerngreb og forlanger at bliver ophøjet til “Frygtens Gud”. Hele hæftet er flot, og vi får et indblik i Jean Paul Valleys inderste frygt – ikke at vide, hvem han selv er og ikke at have vished for egen vigtighed.

Min største anke i denne del af bogen er, at vi ikke ser et eneste klip af Bane, der reagerer på Scarecrows forsøg på at overtage byen. Det virker ugennemtænkt og ulogisk, at Bane ikke reagerer på, at hans position bliver truet. At det er Anarky og Batman, der skal nedkæmpe Scarecrow og ikke Bane selv, virker som en regulær kontinuitetsfejl.

Jean Paul Valley = Batman?

Det mest interessante ved bind 2 er Jean Paul Valleys eskalering af Batmans arbejdsmetoder. Noget af det, jeg selv finder mest fascinerende ved Batman-figuren, er hans tilgang til forhørsmetoder. Han slår gerne massevis af tænder ud på en kriminel eller brækker hans arme for at få informationer eller simpelthen for at “give dem en lærestreg” (nogle af de vildeste eksempler på dette kan ses i Frank Millers All-Star-serie eller i Brian Azzarellos “Broken City”).
Men hvorfor er det så lige, at Jean Paul Valleys vilde arbejdsmetoder (han installerer blandt andet semiautomatiske ninjastjerner og en flammekaster i Batdragten) virker så afskrækkende på os (læs: mig)? Dette kan man spørge sig selv om i en til stadighed væsentlig diskussion om selvtægt og voldsmonopol. Denne debat bliver der leveret indspark til gennem både Commisioner Gordon, Harvey Bullock og Borgmester Krol.

Team-up of the Robins

Et andet mindeværdigt øjeblik i bind 2 er, da Nightwing og Robin – altså Dick Grayson og Tim Drake – indser, at den nye Batman er gået for vidt og danner parløb for at få Jean Paul Valley stoppet og få Bruce Wayne kontaktet, så han kan gøre noget ved dette.
Hvis man i forvejen som jeg har det svært med Robin-figuren, kunne man godt forestille sig, at dette var en prøvelse. Men jeg vil sige, at Nightwing og Robins tilstedeværelse kunne være brugt langt værre, og forfatterne formår faktisk at bruge dem på en af de mest hensigtsmæssige måder overhovedet: som Bruce Waynes venner, der nærer omsorg for ham (tætteste karakterer).

Klimaks holder endnu engang

Endnu engang stråler Knightfall-trilogien i et velskrevet og -tegnet klimaks, hvor den nye Batman besejrer Bane. Det mest interessante i den kamp er ikke bare, hvem der vinder, men også, hvad vinderen vil gøre ved taberen? Vil Bane brække Jean Paul Valleys ryg ligesom han brækkede Wayne? Vil voldspsykopaten Jean Paul Valley dræbe Bane, fordi han mener, det er det eneste rigitge? Og hvordan vil det stille alle andres opfattelse af Batman.
Slutningen her er også ganske velskrevet og spændende, og selvom meget af det, der leder op til klimakset, kunne undværes, så er det sidste hæfte i “Who Rules The Night” bestemt værd at tage med.

Bind 3 – Knightsend

[/caption]

 

Det tredje hæfte starter fint ud med Bruce Wayne, der skal lære at genvinde sin kamptekniske kunne efter at have siddet længe i kørestol. Han kommer i træning hos Lady Shiva, en martial arts-træner, der sender en masse ninjaer efter Batman, der nu har lånt en flagermusemaske for at få lidt af den gamle mytologi tilbage til Bruce Wayne.

Dette trækker også temmelig meget i langdrag, og man kunne nemt have skåret et halvt eller et helt hæfte væk fra denne genoptræning af Bruce Wayne. Men et klimaks skal jo bygges op, og det synes jeg også, det bliver gjort i Knightsend.

Et interessant nedslag i denne plotlinje er, da Bruce Wayne-udgaven af Batman slår en ninja ihjel! Alt det, som vi har lært af afsky ved Jean Paul Valleys Batman bliver pludselig udført af Bruce Wayne. Den stakkels og fortvivlede Robin ser grædende til, mens Batman forsvarer sit drab over for Lady Shiva. Det viser sig dog, at Robin ikke har så meget at være fortvivlet over alligevel.
Denne del sætter fint Batman-figurens æreskodeks i perspektiv, og viser os hvorfor det er nødvendigt, at den nye Batman skal stoppes.

Jean Paul Valley = Azrael/Batman

Den nye Batmans brutale stil har fået borgmesteren helt op at ringe, mens politistyrken ser noget mindre begejstret på Batmans nye metoder. Det betyder også, at superskurkene er væk fra gaden i Gotham. Bind 3 glimrer helt ved sit fravær af traditionelle Batman-skurke, hvilket er ret godt, da det handler om “The mantle of the Bat” – retten til at kunne beskytte Gotham som Batman.
Denne ret har Jean Paul Valley taget på sig, og hans jernnæve dels styrer Gothams kriminelle (ved at slå dem ihjel af og til) og dels reagerer den på en række drømmesyn, han får om at hævne sin far, der blev dræbt af en LeHah, vi ikke får så synderligt meget at vide om. Alle disse sider af Jean Paul Valley stammer formentligt fra “The Sword of Azrael”, der jo ligger før Knightfall-historierne. Det er okay, det meste af det, men det bliver sgu lige en kende syret af og til. Men det er med til at understrege vanviddet i Jean Paul Valley og hvorfor han skal stoppes.

Klimaks holder igen igen

Den afsluttende kamp mellem Batman og Batman varer i lang tid og involverer også en ret rørende sekvens, hvor Nightwing hævner sig på Jean Paul Valley for hvad han tror er mordet på Bruce Wayne.
Tredje bind afsluttes ligesom de første to med et klimaks, der udspiller sig i Wayne Manor. I et ret spændende sidste hæfte (som Dennis O’Neill selv har skrevet, i øvrigt), der udmærker sig ved en ret lille grad af egentlig fysisk kamp, lykkes det Batman at overliste Jean Paul Valley i Bathulen.
Denne skevens er i øvrigt også ret fint tegnet.

Opsummering

Knightfall er værd at læse for en række mindeværdige enkeltstående øjeblikke:

• Bane besejrer Batman og brækker ryggen på ham
• Den nye Batman smadrer Bane i en kamp, der sår oprigtigt tvivl om, hvad vinderen af kampen vil gøre
• Scarecrow lader frygten overtage Gotham.
• Batman dræber tilsyneladende en ninja
• Batman snørrer den nye Batman i Bathulen og i den brønd, Bruce Wayne selv faldt i som barn.

Knightfall halter på en række centrale punkter:

• Sammenhængen mellem de enkelte hæfter kunne være bedre. Det er af og til tydeligt at se, at der er forskellige forfattere og ikke mindst forskellige tegnere på hæfterne. Dette medfører, at læsningen bliver “ujævn”
• Karakterernes motiver og handlemåder virker af og til uigennemskuelige (primært skurkene – Bruce Wayne, Jean Paul Valley og Robin er alle fint og velovervejet brugt)
• Der er for meget “stall” – ligegyldig læsning, der blot skal bygge op til klimaks, men som egentlig ikke har så pokkers meget med klimakset at gøre (særligt i bog 1)

Blev jeg klogere på Bane?

Ikke så meget, som jeg havde håbet. Jeg havde håbet, jeg ville få mere at vide om af figurens oprindelse og egentlige motiver. Jeg mener at kunne huske at have læst, at han er født og opvokset i et sydamerikansk fængsel og har et nært forhold til en bamse, som hans nu afdøde forældre havde givet ham. Denne del måtte jeg skue langt efter i Knightfall. Det eneste, jeg som sådan fik at vide om karakteren Bane, var, at hans mission er at overtage Gotham fra Batman. Bane forliger sig på sin mentale styrke, sin fysiske styrke og venom – den gift, der gør ham ekstra stærk.

Jeg fik ikke noget indblik i karakterens styrker og svagheder på det personlige, mentale plan. Til dette skal jeg nok have fat i “The Sword of Azrael” eller “Batman: The Vengeance of Bane”.

I mit næste post vil jeg forsøge at give mit bud på, hvilke elementer fra Knightfall, der kunne tænkes at blive brugt i den kommende Batman-film “The Dark Knight Rises”, særligt i forhold til Bane-karakteren.