Batman Chronicles vol .1

På denne herlige dag, hvor det både er fantastisk solskin, foråret er på vej og hvor Jospeh Gordon-Levitt officielt er blevet føjet til castet i The Dark Knight Rises, fik jeg lyst til at skrive et blogindlæg. Indrømmet, jeg har nok ikke særligt mange faste læsere, men der er i hvert fald en, der vil nyde dette indlæg. Indlægget tager nemlig udgangspunkt i tegneserier:

Jeg har netop færdiggjort en ny tegneserie, jeg har købt. Det vil sige – tegneserien i sig selv var bestemt ikke ny. Det er faktisk noget af det allerældste, man kan komme i nærheden af, når man kigger på mit samling, der hovedsageligt består af Batman-hæfter og graphic novels. Det er første bind i den såkaldte Chronicles-serie, der er genoptryk af de allerførste Batman-historier fra maj 1939

Omslaget på Chronicles 1

Indhold

Hæftet indeholder de 18 første Batman-historier, der er udgivet. Den allerførste, “The Case of The Chemical Syndicate” er fra maj 1939 og første gang udgivet i Detective Comics nummer 27. Historien er en simpel mordgåde, der starter og slutter med, at Bruce Wayne i bedste english gentleman-stil er iklædt tweed og ryger pibe sammen med sin gode ven, kommissær Gordon. Indimellem får vi en mordgåde, der bringer Batman forbi et hemmeligt testamente, fire tidligere forretningspartnere og en række tilsyneladende uforklarlige mord.

Batman løser naturligvis mordgåden, og Bruce Wayne overrasker læserne ved at afsløre sig selv som Batman på sidste side. En superhelt er født!

Stilen

Chronicles er morsom læsning. Mest fordi det viser, hvor meget karakteren både har udviklet sig siden dengang, men også hvilke universelle træk, der er så spændende ved figuren, at han stadig lever i bedst velgående  godt og vel 70 år efter. Batman bruger ikke sin grapple-gun, men derimod et silkereb. I en af historierne er skurkene hverken  nazister eller kommunister, men derimod kosakker. Batman kører ikke rundt i en Batmobil, men i de første historier i en rød sportsvogn.

Overordnet set er Chronicles som sagt sjov læsning. Det er morsomt at se historier, der er så gamle, at de ikke ved, der er noget, der hedder mobiltelefoner, fjernsyn, Internet, 2. Verdenskrigs afslutning, Den Kolde Krig og alle mulige andre ting, der kommer efter 1939. Man skal lige vænne sig til den måde, de taler til hinanden på. Hvor karakterer i “Sin City” fx uden tøven ville sige “You sick fucking bastard!” til hinanden, begrænser skældsordene i Batmans første hæfter sig til “You fiend!” (sagt af Batman til Hugo Strange, da han sprøjter monster-gift ind i årene på Nattens Ridder).

Nogle af temaerne, der er fremherskende i den moderne fortolkning af Batman, blev også behandlet allerede dengang. Fx er der flere gange mennesker, der tager aktivt stilling til om selvtægtsmænd er acceptable i samfundet. Men i det store hele er historierne bare god underholdning. Men underholdning for voksne børn eller voksne. Der er folk, der dør i næsten hver eneste hæfte, og ofte er plottet hængt op på storpolitiske eller psykologiske motiver som verdensherredømme eller grådighed eller magt over andre mennesker.
En ting, der i øvrigt er ganske morsomt at lægge mærke til, er Batmans forhold til at tage et andet menneskes liv. I de første historier brækker han uden anger nakken på sine modstandere. Det er ikke før side 161 i hæftet i hstorien “Professor Hugo Strange and the Monsters” at Batman viser afsky ved at tage et andet menneskes liv (Og her er der så desuden tale om et mutant-monster…).

Et andet aspekt, der bestemt heller ikke er velegnet til mindre børn, er  Batmans oprindelseshistorie. I 1940 i det første batman-hæfte har Bill Finger skrevet og Bob Kane tegnet den ultrakorte tosidersfortælling om er Bruce Waynes tragiske tab af sine forældre. Det er ægte tegneseriehistorie, der udfolder sig på disse sider, og det er bemærkelsesværdigt, at historien om Batmans tilbliven stort set ikke har ændret sig siden 1940 – det er en aldeles solid baggrund, de har skabt for karakteren.

Udvalgte bifigurer

Jokeren

Han bliver introduceret i 1940 i det første selvstændige Batman-hæfte med introduktionen: “Once again a master criminal stalks the city streets – A criminal weaving a web of death about him. Leaving stricken victims behind wearing a a ghastly clown’s grin – the sign og the joker!”

Historien er med afstand den mest spændende i Chronicles vol. 1. Det er som om denne her arketypiske skurk på en eller anden måde fænger ved sin blotte tilstedeværelse. Plottet i historien går i sin enkelthed ud på, at Jokeren vil stjæle en diamant fra milliardæren Henry Claridge og slå ham ihjel. Dette annoncerer han i radioen – og på trods af heftig politibeskyttelse, går tingene præcis som Jokerne har forudsagt – Henry Claridge efterlades liv- og diamantløs og med et vanvittigt grin på læberne.

Efter en intens nævefight med både Batman og Robin, bliver Jokeren kastet ud over en afsats på en byggeplads, men i stedet for at lade ham styrte i afgrunden, redder Batman Jokeren med ordene: “You are too valuable a prize to loose”.

Jokerens motiv for forbrydelser er i disse første historier en jagt på diamanter. Men han bruger dem ikke til noget.  Han samler dem bare og slår folk ihjel i processen. Det er ikke den maniske, sindssyge Joker, man ser i fx The Dark Knight-filmen fra 2008, men han kan da i den grad matche Batman og Robin som den første rigtige superskurk i Batman-universet. Og så affyrer han op til flere vittigheder, når han har leveret kæberaslere og upeprcuts ud – ligesom alle andre i øvrigt gør det.

Professor Hugo Strange

En anden af de figurer, der stadig er aktuel (ikke mindst med de nylige rygter om hans inklusion i den kommende The Dark Knight Rises-film) er Hugo Strange. I sin første historie, “Professor Hugo Strange” fra februar 1940, er han en forbryderboss, der udelukkende er ude på at bruge sine lab-skills til at score penge på uærlig vis. Han er ikke specielt skræmmende eller specielt bemærkelsesværdig, men det er dog væd at bemærke, at fans på daværende tidspunkt har syntes så godt om ham, at han får en re-appearance i 1940 i “Professor Hugo Strange and The Monsters”. Figuren bliver i øvrigt genbrugt senere på Batman-tidslinjen, bl.a. i 1992 i Doug Moench’s fremragnede “Prey”.

Robin – The Boy Wonder

Opkaldt efter Robin Hood. Robin introduceres i april 1940 i en historie, der faktisk er ret god i sig selv. Bruce Wayne får medlidenhed med den unge Dick Grayson, der mister sine forældre og hjælper den unge knægt med at få hævn. Robin kan i mine øjne ikke bruges til ret meget som figur og han er ofte ret “støjende” forhold til den potentielt spændende Batman-historie, der fortælles. Han er dog god til at uddybe Batmans magtesløshed over for den uretfærdighed, hans forældre blev udstillet for, men det kommer i særligt meget til udtryk i denne historie. I stedet kan jeg henvise til Frank Millers og Jim Lees “Batman & Robin All Star – The Boy Wonder” fra 2005, der i hvert fald i sin første halvdel er både fængslende og rørende i sin udpensling af forholdet mellem de to.
En morsom funktion ved Robin-figuren i de tidlige hæfter: DC Comics har åbenbart forsøgt at skabe et movement omkring Robin-karakteren på linje med spejderbevægelsen. I hvert fald er lyder opfordringen: “Why not become one of the Robin’s Regulars? No button or badge is needed – the world will recognize your golden acts without the! Be a “Robin’s regular” by being regular!“

The Cat

I dag er Catwoman kendt som Selina Kyle, der har et had-/kærlighedsforhold til Batman. Hun kendes på den ikoniske pisk og kattekostumet, og der er flere mere eller mindre plausible årsager til, hvorfor hun kaldes Catwoman. I 1940 i historien “The Cat” var intet af dette et karaktertræk ved “The Cat”. Hun har ikke noget navn andet end The Cat, men hun er dog kriminel. Og hun tester Batmans moralske grænser af gennem hvad der bedst kan betegnes som en flirt. Batman lader sig tydeligvis påvirke af kvindelig list, og vælger efter denne flirt at kamuflere sin interesse i at holde hende væk fra lovens lange arm.

 

Afslutningsvis

Chronicles kan bestemt anbefales, men som sagt mere ud fra en interesse i figurens fødsel og udvikling end egentlig spændende læsning. Personligt synes jeg, det er en ret fed oplevelse at se, hvilke træk og gimmicks fra dem gamle hæfter, som er blevet brugt i nutidens fortolkninger af Batman – her tænker jeg især på Christopher Nolans to film og Bruce Timms tegneserie.