PT og ROTS

TV2 Zulu holder Star Wars-uge denne uge, og jeg har faktisk fulgt med efter næsten samme metode, vi brugte engang på Nørgaards Højskole, da vi så de nye film. Episode I så jeg de sidste tyve minutter af (og slap derfor for det meste af Jake Lloyds rædderlige skuespil), mens jeg så det meste af episode II, hvor jeg forsøgte at zappe væk, når Anakin og Padme var i dialog om deres kærlighed. Og i aften så jeg så ROTS på dvd opskaleret til HD -mmmhm. Så her er et par løse tanker om episode 3 specifikt og prequel trilogy generelt:

• Åbningsscenen er og bliver fantastisk. Vi starter in medias res, midt i kampen for at redde kansleren – det er præcist ligesom de starter i episode IV – et rumskib bliver jagtet af et større rumskib. Her er det omvendt – et mindre rumskib jagter et stort, og bliver selv jagtet af en masse små! Jeg forestiller mig, hvordan det kunne gøres endnu federe: Yoda og Mace snakker sammen i rådet om, hvordan det mon går med Obi-Wan og Anakin ude på deres mission. Dette ville gøre det umuligt at have det opening crawl, man har valgt, men det kunne give en mere desperat “feeling” til filmens anslag – noget, jeg er sikker på ville klæde en i øvrigt dejligt dyster film.
• ROTS har en historie, der er længder bedre end de to foregående film. Sat meget på spidsen kan man sige, at duellen i slutningen af episode I er cool, fordi der er et dobbetlbladet lyssværd, duellen i epsiode II er cool, fordi Yoda sparker røv, mens duellen i Episode III er gribende og rørende, fordi vi (endelig) kender karaktererne, og fordi der ligger så meget tragik bagved Anakins fald. En tragik, der er affødt af en ganske menneskeligt frygt for at miste dem, man holder af (stjålet fra en anmeldelse)
• Som nævnt er skuespillet i PT af og til ganske skrækkeligt (“wow, you’re a jedi, too? Pleased to meet you”, Ani til Obi-Wan, episode I) – det sker også i ROTS, men det virker som om, at Hayden Christensen er blevet bedre med tiden – og forstår sin karakter lidt bedre. Om det er George Lucas’ skyld skal jeg lade være usagt.
  Over dem alle stråler dog Ewan McGregors Obi-Wan Kenobi – han har et fantastisk glimt i øjnene. Måske har han bare tænkt “fuck det – nu giver jeg den gas”. Ewan McGregor har faktisk også udtalt, at Star Wars var enormt kedelige at indspille, fordi det foregik op ad en blå væg det meste af tiden. Det kan han have en pointe i.
  Han bakkes op en del år tidligere af Han Solo aka Harrisson Ford, der i frustration har sagt til George Lucas under indspilningen af ANH i 1976: “You can write this shit, but you can’t say it!”
  Og Mark Hammill husker stadig den dag i dag en af sine replikker fra castingen. Replikken blev heldigvis strøget fra det endelige manuskript:

Fear is their greatest defense... I doubt if the actual security there is much greater than on Aquilae or Sullust, and what there is is most likely directed toward large-scale assault.

• PT lider under at ville for meget. Den vil på en gang introducere nye karakterer (Jar Jar Binks, Dooku, Grievous, Mace Windu), hvilket den gør med blandet succes, mens den også insisterer på at lave en efter min mening alt for tidlig kobling til OT ved fx at hive robotterne ind. Jeg kan for så vidt godt leve med, at C-3Po og R2D2 møder hinanden – det skal de jo på et eller andet tidspunkt, men at Anakin har bygget C-3PO virker bare dumt. Hvorfor genkender Darth Vader ham så ikke? Eller siger et eller andet til ham?
  Og hvad med Jabba The Hutt – hvorfor er han pludselig interesseret i kapselløb?
  Jeg kan blive ved: Boba Fett – hvordan George Lucas har fået denne vanvittige idé at lade stormtropperne være KLONER!! Kloner af den dusørjæger, der er genetisk identisk med ham, der finder Han, Leia og Chewbacca på Bespin 10 år senere? Det er bare for søgt!!
• Der er dog også gode eksempler på koblingen. Chewbacca får lov at være en parantes, hvilket er ganske fint lavet, at geonosianerne har bygget Dødsstjernen er også okay. Den bedste kobling kommer i mine øjne, der hvor den er helt naturlig: i slutningen af episode III, hvor Obi-Wan afleverer Luka til Owen og Beru på Tatooine – det er i mine øjne der, PT og OT bliver bundet allerbedst sammen.

Nu kunne det godt lyde som om jeg ikke kan lide at se Star Wars-film. Det kan jeg. Jeg elsker dem. Jeg elsker dem så meget, at det irriterer mig, at manuskriptforfatterne lader sådan nogel åndssvage plothuller eksistere, som fx at Luke og Leia skulle have kendt deres rigtige mor (I ROTJ taler de om, hvordan de husker deres rigtige mor. Leia svarer blandt andet: “I don’t remember that much, really. Images only. But she was very sad.”) – I ROTS viser Lucas, at de kun kender deres mor i få minutter som spæde, inden Padme dør!!

Nå. Jeg er altså stadig Star Wars-fan. For som universets klogeste mand, Jakob Stegelmann, har sagt:

“Star Wars-fans hader Star Wars!”