Gotham Central

Så er der endnu en tegneserie, jeg har læst, som jeg vil anbefale. Det er naturligvis en Batman-tegneserie, men den skiller sig ud ved, at Batman kun er en bifigur.

Første hæfte af Gotham Central

Serien “Gotham Central” blev publiceret fra februar 2003 til april 2006. Den er skabt af forfatterne Ed Brubaker og Greg Rucka plus tegneren Michael Lark. Serien sælges i Danmark i fire bøger, hvorfor jeg omtaler dem sådan. De er forholdsvist dyre, 260 kroner pr. bog i Fantask, men jeg synes så afgjort også, man får noget for pengene. Især i de første to bøger.

Set-up’et er, at den fokuserer på Gotham politafdelings MCU – Major Crime Unit. Hvordan er det at være en del af politistyrken i en by, der har sin helt egen kostumeklædte selvtægtsmand? Det spørgsmål synes jeg, at Gotham Central forsøger at besvare på meget fornem vis.

KARAKTERERNE

En af seriens største plusser er karaktererne. I en by, hvor man normalt følger med fra en lejlighedsvist småpsykotisk Batmans synsvinkel, er det rart at “komme ned på jorden” til nogle mennesker, der tydeligvis er helt almindelige og almindeligt forskellige. Dette ser vi blandt andet ved, at de har affærer med hinanden på jobbet, har problemer med diskrimniation på grund af race og seksualitet og har dagligliv med familier og deslige ved siden af jobbet.

Karaktererne er det, der driver Gotham Central fremad.

Crispus Allen

En af mine yndlingsfigurer er Crispus Allen, der i dén grad er hårdkogt strømer, men som også har en finurlig, sjov side, som især hans makker, René Montoya, får at se. Crispus Allen optræder desuden også i Brian Azarellos fremragende “Broken City”, hvor han samarbejder i nogen grad med Batman. Crispus Allen har en adfærd, der grænser til det arrogante. Han er afdæmpet, taler i korte sætninger og bevarer for det meste roen. Lige indtil nogen træder over en vis grænse – så går han amok. Han er handlekraftig, og så tror han på idealet om “Den Gode Strømer”.

Marcus Driver

En af de andre, interessante karakterer er Marcus Driver. Hvor Crispus Allen repræsenterer den hårdkogte, handlekraftige no bullshit-cop, har Marcus Driver identifikationsværdi for de af læserne med de mere bløde værdier. Han er imødekommende, omsorgsfuld og vil først og fremmest bare gerne have, at hans kollega Romy Chandler skal kunne lide ham.

At jeg netop vælger at fokusere på disse to karakterer, betyder ikke, at det er en serie, der fokuserer på mændene. Renee Montoya er en af de bærende karakterer, og MCU’s daglige leder er Cpt. Maggie Sawyer, der bestemt også er en kvinde med ben i næsen. Jeg har bare valgt disse to, fordi de repræsenterer sider af mig selv, som jeg henholdsvis besidder og gerne vil besidde.

Karaktererne underbygges med en fremragende brug af small talk i striberne. Brubaker og Rucka er ekstremt gode til at “skabe stemning” for læseren. Som om, det var en film, hvor vi lige overhører et par sætninger her og der – og så fortsætter videre til det egentligt plot. Men det er så vigtigt for karakterernes likeability og min lyst som læser til at læse videre, at vi får indblik i, hvordan karaktererne taler sammen.

HISTORIERNE

Selve plotlinjerne er også virkeligt gode. Der er enkelte missere eller historier, hvor fremdriften ikke sidder lige i skabet. De udgør heldigvis en lille undtagelse. De bedste historier (heriblandt hvad Marvel-Morten fra Fantask kaldte “en af de bedste Joker-historier, der nogensinde er skrevet”) er sindssygt intense og medrivende. Både på grund af plottet, men også på grund af den kontekst, de er sat ind i.

Historien Dead Robin, fx, kunne ikke være skrevet til andre medier end tegneserien – og den får en virkeligt fin metatekstuel betydning, hvis man fx har læst Jim Starlins “A Death in The Family”.

Fælles for de rigtigt gode af historierne er det, at Batman på en eller anden måde kommer ind over. Han behøver ikke altid redde dagen, men han deltager aktivt eller skjult, og det er det, der gør Gotham Central til mere end en bare en politiserie.

De fleste af historierne er bygget op over tre eller flere dele, hvilket giver både plot og karakterer plads til at udvikle sig i en tilpas interessant og omfangsrig grad.

De bedste historier i serien er efter min mening

• Half a Life – den mest prisbelønnede af historierne. Har vundet både en Harvey-award og en Eisner-award (der begge er tegneserieawards) samt en Gaytastic-award (for at bidrage til en mere nuanceret opfattelse af homoseksualitet)
• Soft Targets – om en snigskytte, der hærger Gotham.
• Dead Robin – Robin er omdrejningspunktet for en række mordsager i Gotham.
• Nature – vi følger to af de korrupte strissere i Gothams almindelige politistyrke
• Corrigan I+II – Politiets øverste retstekniker er genstand for en række interne undersøgelser om korruption

Jeg har forsøgt at hemmeligholde så meget som muligt af plottet, da det er en del af den gode oplevelse, at man bliver overrasket et par sider inde i hver historie.

BATMAN

Når Batman dukker op, sker det altid på måder som denne

Batman møder Marcus Driver

Batman kommer til enten nogle af detektiverne i MCU eller direkte til den nye politikommissær Akins. Og Batman siger ikke ret meget. Han kommer, afleverer en ledetråd eller en ordre i højst tre korte sætninger og forsvinder igen. Han er som en myte – som et spøgelse, der skærer igennem politiarbejdet for betjentene i Gotham.Han bliver oftest kun omtalt – og det øger mystikken og det interessante i karakteren.

Af og til er der nogen, der får et glimt af ham. Politifolkene i MCU er så priviligerede, at de kan kalde på ham med Bat-signalet – men det er ikke altid at han kommer. Og når han endelig gør, er det altså ikke altid, at han vil eller kan hjælpe.

Man skal ikke læse Gotham Central med forventning om at læse en Batman-historie. Man skal læse den for at få en oplevelse af, hvordan det kunne være at arbejde i en by, hvor Batman er et fænomen, man skal forholde sig til både moralsk og efterforskningsmæssigt – og ikke så tit visuelt.

En sjov detalje: Når Batman taler i Gotham Central var det for mig nærliggende at lade ham tale med Christian Bales stemme. Han er ekstremt fåmælt, og man kan tydeligt læse den hårde kant i hans stemme. Det er desuden et karaktertræk, der med fuldt overlæg adskiller den kontante og kyniske Batman fra MCU’s mere menneskelige og kompromissøgende detektiver.

TEGNINGERNE

Michael Lark er hovedtegner på de tre første bøger. I den sidste bliver han erstattet af Kano og Stefano Gaudiano, der ikke har helt den samme streg som Lark. Og det er synd. For Larks tegninger er virkeligt gode. De er som et storyboard med uudtalte bevægelsespile. Hans tegninger bærer oftest en tyk, sort skygge og får masser af plads i sig selv. Det er som om Brubaker og Rucka har forstået til fulde, at tegneserier også kommunikerer via tegningerne. På Larks tegninger kan man nærmest “høre” tavsheden.

Uddrag fra historien "Corrigan" i bog nummer to. Screenshotet er ikke på engelsk...

Michael Lark er også ret dygtig til at tegne ansigtsudtryk. Særligt de gange, hvor der er heftige følelser involveret. Det er i hvert fald tydeligt at se, når Romy Chandler flirter med Marcus Driver. Eller når Crispus Allen ikke tror på, at Renee Montoya ved, hvad hun taler om. Eller når Sarge Davies fyrer en joke af og som den eneste synes, den er uhyre morsom. Ansigtsudtryk hos rigtige mennesker med rigtige følelser og rigtige relationer. Det er rigtig godt tegneseriehåndværk.

NEGATIVT?

Der er ikke meget negativt at sige om Gotham Central. Jeg har nydt at læse langt de fleste sider af den af ovenstående grunde. Hvis jeg skulle pege på noget, der generer mig, er det, at det hele føles så realistisk og troværdigt inde i Gotham. Det kunne faktisk lige så godt foregå i New York.

Men det ændrer ikke på, at Brubaker og Rucka som forfattere for DC Comics har været nødt til (eller har valgt, hvad ved jeg…) at tage hensyn til en række andre omstændigheder. Eksempelvis, at der er noget, der hedder Metropolis, Superman, Teen Titans og Crisis og Infinite Earths. Alle disse fantasyrelaterede emner ødelæger lidt min illusion om, at Gotham Central lige så godt kunne foregå i virkeligheden. Og det er netop den realisme og råhed, jeg mener er en af Gotham Centrals allerstørste styrker.

LÆS DEM? JA!

Jeg vil klart anbefale enhver, der har interesse i tegneserier og velfortalte historier generelt og Batman specifikt at forsøge at læse Gotham Central. Især de første to bøger er afgjort pengene værd. Hvis man desuden er fan af Christopher Nolans Batman-film, er det ekstra interessant at læse “Jokers and Madmen” – bog nummer to, som sagtens kan læses alene. Det var her, jeg startede. Derefter læste jeg bog nummer tre. Så nummer et og til sidst nummer fire. Hvis du vil læse dem, behøver det ikke blive så rodet. Men læs dem for din egen skyld!

Jokers and Madmen

Knightfall-anmeldelse

Dette indlæg handler også om Batman. Måske skal jeg have lavet nyt logo til min blog, for der er godt nok meget om tegneserier og om Batman. Det indsnævrer naturligvis målgruppen, men jeg skriver nok i virkeligheden kun ting, jeg selv gider at læse.

En masse af min fritid går med at forberede mig selv på ”The Dark Knight Rises”, der har premiere om godt og vel et års tid. Lige nu er optagelserne i gang i London og de rykker senere på måneden til New York og Skotland.

En af de seneste opdateringer var, at thedarknihgtrises.com gik i luften, og det første officielle billede af Bane blev publiceret.

Som en del af mine forberedelser har jeg forsøgt at lære karakteren Bane at kende. Figuren blev skabt i 1993 af Doug Moench, Graham Nolan og Chuck Dixon. Han optrådt første gang i ”The Vengeance of Bane”, der fungerede som en slags forløber for Knightfall-trilogien, som jeg vender tilbage til lige om lidt.

Bane er også blevet repræsenteret i spillefilmene om Batman – senest i 1997, hvor Robert Swensson spillede den noget ligegyldige dumb muscle-udgav af Bane i en i øvrigt jo ret forfærdelig film. Hvis dette er ens eneste kendskab til figuren, så har man meget godt i vente.

Blandt andet kan man finde afsnittet Bane af Batman – The Animated Series, hvor Bane er sydamerikansk hitman, der bliver hyret til at slå Batman ihjel. Denne udgave er langt mere interessant, fordi Bane også er ret intelligent og lokker Batman i en fælde.

Bane er en central karakter i Knightfall-historien, der er  en serie på i alt 9 Batmanhæfter fra april til oktober 1993. Som trade paperback er historien indelt i tre bøger. Jeg har forsøgt at anmelde dem/referere dem nedenfor.

Spoilerfri anmeldelse

Hvis man gerne vil læse Knightfall selv og vil vide, om jeg vil anbefale den, så vil jeg det. Trilogien indeholder en række interessante momenter for Bruce Wayne/Batman-karakteren, der bestem er værd at tage med som eventuel fan af serien.

Men jeg vil også advare mod at forvente en helstøbt, gennemført og velsammenhængende trade paperback, som fx Moenchs Prey eller Frank Millers Year One.
Der er meget “spildtid” i Knightfall. Årsagen til dette skal nok findes i, at Knightfall oprindeligt blev udgivet i hæfteform – og det blev alt sammen jo – men Denny O’Neills redaktion kunne godt have været strammere, og en masse “overflødige” plotlinjer kunne være skåret væk.

Anmeldelse med mulige spoilers

Anmeldelsen er forsøgt delt op i de tre bind, hvor jeg dels ridser historien op og hvor det er relevant kommer med min uforbeholdne mening om det netop omtalte aspekt af bindet.

Bind 1 : Broken Bat

Knightfall - bind 1

Historien starter med, at Bane slipper samtlige indsatte i Arkham Asylum fri. Dette skaber en masse ballade for Batman.
Batman skranter mere og mere, og det er Banes mission at støde Batman fra tronen og overtage herredømmet i Gotham.

Konceptet med kontrollen over Gotham som endemålet løber faktisk som underliggende tema igennem hele trilogien. Ikke så meget i starten, hvor det mest handler om, at Batman (og i nogen grad Robin) skal nedkæmpe de undslupne fanger fra Arkham.

Forskellige forfattere og skurke

Det er her, jeg mener, trilogien viser sine første svaghedstegn. Når Batman skal igennem alle tænkelige skurke fra Arkham – og selvfølgelig er der skåret nogle fra, det er klart – får historien hurtigt karakter af battle fatigue – eller sagt med andre ord: Jeg føler det som om, at vi skal igennem alle skurkene bare for at tilfredsstille de forskellige fangrupperinger i læserskaren.
Ydermere kan man godt mærke, at der har været flere forskellige forfattere inde over historien. Fx optræder Scarecrow både i bind 1 og bind 2 i to ret forskellige udgaver og med to ret forskellige motiver.

Forfatterne er dog ikke bange for at udpensle volden i historierne, og vi ser flere gange folk blive slået ihjel med eller uden et (godt) motiv. Det er at tage Batman-figurens “virkelighed” alvorligt, og det kan jeg godt lide.

Bane

Bane er en interessant karakter. I bind 1 holder han sig pænt på afstand af Batman og observerer, hvordan sidstnævnte viser flere og flere svaghedstegn. Bane venter til det helt rette øjeblik med at slå til mod Batman, og han bruger tiden på at være kalkulerende i forhold til, hvornår han skal slå til.

Bind 1 afsluttes da også med, at Bane regner ud, hvem Batman i virkeligheden er og møder op i Wayne Manor. Herefter følger en ret imponerende sekvens, der tager næste hele sidste hæfte i bind 1, hvor Bane slår Batman til plukfisk, samtidig med at vi få Batmans fortvivlelse udpenslet i ord og billeder. Han fortvivles dels og sin mors og fars død, tabet af Jason Todd og den generelle tragik, der ligger i hans mission om at udrydde kriminalitet.

Bind 1 slutter med, at Bane brækker Batmans ryg, og alene det sidste hæfte er værd at læse Knightfalls første bind for.

Bind 2: Who Rules The Night

Knightfall 3 - Knightsend

Batman er knækket, Bane har kontrollen over Gotham. Denne del af Bane passer ret godt til ham, da han virker forholdsvist tlfreds og selvsikker efter at have “smidt Batman ud” af Gotham. Bane sidder på toppen af al organiseret kriminalitet og skovler penge ind.

Bind 2 byder på nogle fine sekvenser, hvor Bruce Wayne sidder i kørestol med brækket ryg og må kæmpe med sin list. Mestendels bliver han og Alfred dog parkeret på et lidt ligegyldigt sideplot i Sydamerika for at redde Tim Drakes far.

Bruce Wayne udnævner Justice medlemmet Jean Paul Valley, tidligere Azrael, til at overtage Batman-kostumet efter sig for at opretholde den symbolværdi, som Batman har. Jean Paul Valley viser sig dog at være dels småvanvittig og dels mere brutal og nådesløs end både Batman og godt er.

Scarecrow
Endnu engang sniger inkongruensen sig ind i Knightfall, da Scarecrow dukker op for anden gang. Første gang teamer han up med Jokeren for at torturere byens borgmester tilsyneladende af samme årsag som Jokeren – at skabe kaos. Denne gang blev han ikke fanget, men undslap Batman sammen med Jokeren.

Nu her i bind 2 er Jonathan Crane pludseligt meget mere magtsyg. I en ret flot og lang historie alle printet på sorte sider, udforsker Scarecrow frygtens inderste væsen i en række forsøg med nogle skoleelever. Han holder herefter Gotham i et jerngreb og forlanger at bliver ophøjet til “Frygtens Gud”. Hele hæftet er flot, og vi får et indblik i Jean Paul Valleys inderste frygt – ikke at vide, hvem han selv er og ikke at have vished for egen vigtighed.

Min største anke i denne del af bogen er, at vi ikke ser et eneste klip af Bane, der reagerer på Scarecrows forsøg på at overtage byen. Det virker ugennemtænkt og ulogisk, at Bane ikke reagerer på, at hans position bliver truet. At det er Anarky og Batman, der skal nedkæmpe Scarecrow og ikke Bane selv, virker som en regulær kontinuitetsfejl.

Jean Paul Valley = Batman?

Det mest interessante ved bind 2 er Jean Paul Valleys eskalering af Batmans arbejdsmetoder. Noget af det, jeg selv finder mest fascinerende ved Batman-figuren, er hans tilgang til forhørsmetoder. Han slår gerne massevis af tænder ud på en kriminel eller brækker hans arme for at få informationer eller simpelthen for at “give dem en lærestreg” (nogle af de vildeste eksempler på dette kan ses i Frank Millers All-Star-serie eller i Brian Azzarellos “Broken City”).
Men hvorfor er det så lige, at Jean Paul Valleys vilde arbejdsmetoder (han installerer blandt andet semiautomatiske ninjastjerner og en flammekaster i Batdragten) virker så afskrækkende på os (læs: mig)? Dette kan man spørge sig selv om i en til stadighed væsentlig diskussion om selvtægt og voldsmonopol. Denne debat bliver der leveret indspark til gennem både Commisioner Gordon, Harvey Bullock og Borgmester Krol.

Team-up of the Robins

Et andet mindeværdigt øjeblik i bind 2 er, da Nightwing og Robin – altså Dick Grayson og Tim Drake – indser, at den nye Batman er gået for vidt og danner parløb for at få Jean Paul Valley stoppet og få Bruce Wayne kontaktet, så han kan gøre noget ved dette.
Hvis man i forvejen som jeg har det svært med Robin-figuren, kunne man godt forestille sig, at dette var en prøvelse. Men jeg vil sige, at Nightwing og Robins tilstedeværelse kunne være brugt langt værre, og forfatterne formår faktisk at bruge dem på en af de mest hensigtsmæssige måder overhovedet: som Bruce Waynes venner, der nærer omsorg for ham (tætteste karakterer).

Klimaks holder endnu engang

Endnu engang stråler Knightfall-trilogien i et velskrevet og -tegnet klimaks, hvor den nye Batman besejrer Bane. Det mest interessante i den kamp er ikke bare, hvem der vinder, men også, hvad vinderen vil gøre ved taberen? Vil Bane brække Jean Paul Valleys ryg ligesom han brækkede Wayne? Vil voldspsykopaten Jean Paul Valley dræbe Bane, fordi han mener, det er det eneste rigitge? Og hvordan vil det stille alle andres opfattelse af Batman.
Slutningen her er også ganske velskrevet og spændende, og selvom meget af det, der leder op til klimakset, kunne undværes, så er det sidste hæfte i “Who Rules The Night” bestemt værd at tage med.

Bind 3 – Knightsend

[/caption]

 

Det tredje hæfte starter fint ud med Bruce Wayne, der skal lære at genvinde sin kamptekniske kunne efter at have siddet længe i kørestol. Han kommer i træning hos Lady Shiva, en martial arts-træner, der sender en masse ninjaer efter Batman, der nu har lånt en flagermusemaske for at få lidt af den gamle mytologi tilbage til Bruce Wayne.

Dette trækker også temmelig meget i langdrag, og man kunne nemt have skåret et halvt eller et helt hæfte væk fra denne genoptræning af Bruce Wayne. Men et klimaks skal jo bygges op, og det synes jeg også, det bliver gjort i Knightsend.

Et interessant nedslag i denne plotlinje er, da Bruce Wayne-udgaven af Batman slår en ninja ihjel! Alt det, som vi har lært af afsky ved Jean Paul Valleys Batman bliver pludselig udført af Bruce Wayne. Den stakkels og fortvivlede Robin ser grædende til, mens Batman forsvarer sit drab over for Lady Shiva. Det viser sig dog, at Robin ikke har så meget at være fortvivlet over alligevel.
Denne del sætter fint Batman-figurens æreskodeks i perspektiv, og viser os hvorfor det er nødvendigt, at den nye Batman skal stoppes.

Jean Paul Valley = Azrael/Batman

Den nye Batmans brutale stil har fået borgmesteren helt op at ringe, mens politistyrken ser noget mindre begejstret på Batmans nye metoder. Det betyder også, at superskurkene er væk fra gaden i Gotham. Bind 3 glimrer helt ved sit fravær af traditionelle Batman-skurke, hvilket er ret godt, da det handler om “The mantle of the Bat” – retten til at kunne beskytte Gotham som Batman.
Denne ret har Jean Paul Valley taget på sig, og hans jernnæve dels styrer Gothams kriminelle (ved at slå dem ihjel af og til) og dels reagerer den på en række drømmesyn, han får om at hævne sin far, der blev dræbt af en LeHah, vi ikke får så synderligt meget at vide om. Alle disse sider af Jean Paul Valley stammer formentligt fra “The Sword of Azrael”, der jo ligger før Knightfall-historierne. Det er okay, det meste af det, men det bliver sgu lige en kende syret af og til. Men det er med til at understrege vanviddet i Jean Paul Valley og hvorfor han skal stoppes.

Klimaks holder igen igen

Den afsluttende kamp mellem Batman og Batman varer i lang tid og involverer også en ret rørende sekvens, hvor Nightwing hævner sig på Jean Paul Valley for hvad han tror er mordet på Bruce Wayne.
Tredje bind afsluttes ligesom de første to med et klimaks, der udspiller sig i Wayne Manor. I et ret spændende sidste hæfte (som Dennis O’Neill selv har skrevet, i øvrigt), der udmærker sig ved en ret lille grad af egentlig fysisk kamp, lykkes det Batman at overliste Jean Paul Valley i Bathulen.
Denne skevens er i øvrigt også ret fint tegnet.

Opsummering

Knightfall er værd at læse for en række mindeværdige enkeltstående øjeblikke:

• Bane besejrer Batman og brækker ryggen på ham
• Den nye Batman smadrer Bane i en kamp, der sår oprigtigt tvivl om, hvad vinderen af kampen vil gøre
• Scarecrow lader frygten overtage Gotham.
• Batman dræber tilsyneladende en ninja
• Batman snørrer den nye Batman i Bathulen og i den brønd, Bruce Wayne selv faldt i som barn.

Knightfall halter på en række centrale punkter:

• Sammenhængen mellem de enkelte hæfter kunne være bedre. Det er af og til tydeligt at se, at der er forskellige forfattere og ikke mindst forskellige tegnere på hæfterne. Dette medfører, at læsningen bliver “ujævn”
• Karakterernes motiver og handlemåder virker af og til uigennemskuelige (primært skurkene – Bruce Wayne, Jean Paul Valley og Robin er alle fint og velovervejet brugt)
• Der er for meget “stall” – ligegyldig læsning, der blot skal bygge op til klimaks, men som egentlig ikke har så pokkers meget med klimakset at gøre (særligt i bog 1)

Blev jeg klogere på Bane?

Ikke så meget, som jeg havde håbet. Jeg havde håbet, jeg ville få mere at vide om af figurens oprindelse og egentlige motiver. Jeg mener at kunne huske at have læst, at han er født og opvokset i et sydamerikansk fængsel og har et nært forhold til en bamse, som hans nu afdøde forældre havde givet ham. Denne del måtte jeg skue langt efter i Knightfall. Det eneste, jeg som sådan fik at vide om karakteren Bane, var, at hans mission er at overtage Gotham fra Batman. Bane forliger sig på sin mentale styrke, sin fysiske styrke og venom – den gift, der gør ham ekstra stærk.

Jeg fik ikke noget indblik i karakterens styrker og svagheder på det personlige, mentale plan. Til dette skal jeg nok have fat i “The Sword of Azrael” eller “Batman: The Vengeance of Bane”.

I mit næste post vil jeg forsøge at give mit bud på, hvilke elementer fra Knightfall, der kunne tænkes at blive brugt i den kommende Batman-film “The Dark Knight Rises”, særligt i forhold til Bane-karakteren.

Batman Chronicles vol .1

På denne herlige dag, hvor det både er fantastisk solskin, foråret er på vej og hvor Jospeh Gordon-Levitt officielt er blevet føjet til castet i The Dark Knight Rises, fik jeg lyst til at skrive et blogindlæg. Indrømmet, jeg har nok ikke særligt mange faste læsere, men der er i hvert fald en, der vil nyde dette indlæg. Indlægget tager nemlig udgangspunkt i tegneserier:

Jeg har netop færdiggjort en ny tegneserie, jeg har købt. Det vil sige – tegneserien i sig selv var bestemt ikke ny. Det er faktisk noget af det allerældste, man kan komme i nærheden af, når man kigger på mit samling, der hovedsageligt består af Batman-hæfter og graphic novels. Det er første bind i den såkaldte Chronicles-serie, der er genoptryk af de allerførste Batman-historier fra maj 1939

Omslaget på Chronicles 1

Indhold

Hæftet indeholder de 18 første Batman-historier, der er udgivet. Den allerførste, “The Case of The Chemical Syndicate” er fra maj 1939 og første gang udgivet i Detective Comics nummer 27. Historien er en simpel mordgåde, der starter og slutter med, at Bruce Wayne i bedste english gentleman-stil er iklædt tweed og ryger pibe sammen med sin gode ven, kommissær Gordon. Indimellem får vi en mordgåde, der bringer Batman forbi et hemmeligt testamente, fire tidligere forretningspartnere og en række tilsyneladende uforklarlige mord.

Batman løser naturligvis mordgåden, og Bruce Wayne overrasker læserne ved at afsløre sig selv som Batman på sidste side. En superhelt er født!

Stilen

Chronicles er morsom læsning. Mest fordi det viser, hvor meget karakteren både har udviklet sig siden dengang, men også hvilke universelle træk, der er så spændende ved figuren, at han stadig lever i bedst velgående  godt og vel 70 år efter. Batman bruger ikke sin grapple-gun, men derimod et silkereb. I en af historierne er skurkene hverken  nazister eller kommunister, men derimod kosakker. Batman kører ikke rundt i en Batmobil, men i de første historier i en rød sportsvogn.

Overordnet set er Chronicles som sagt sjov læsning. Det er morsomt at se historier, der er så gamle, at de ikke ved, der er noget, der hedder mobiltelefoner, fjernsyn, Internet, 2. Verdenskrigs afslutning, Den Kolde Krig og alle mulige andre ting, der kommer efter 1939. Man skal lige vænne sig til den måde, de taler til hinanden på. Hvor karakterer i “Sin City” fx uden tøven ville sige “You sick fucking bastard!” til hinanden, begrænser skældsordene i Batmans første hæfter sig til “You fiend!” (sagt af Batman til Hugo Strange, da han sprøjter monster-gift ind i årene på Nattens Ridder).

Nogle af temaerne, der er fremherskende i den moderne fortolkning af Batman, blev også behandlet allerede dengang. Fx er der flere gange mennesker, der tager aktivt stilling til om selvtægtsmænd er acceptable i samfundet. Men i det store hele er historierne bare god underholdning. Men underholdning for voksne børn eller voksne. Der er folk, der dør i næsten hver eneste hæfte, og ofte er plottet hængt op på storpolitiske eller psykologiske motiver som verdensherredømme eller grådighed eller magt over andre mennesker.
En ting, der i øvrigt er ganske morsomt at lægge mærke til, er Batmans forhold til at tage et andet menneskes liv. I de første historier brækker han uden anger nakken på sine modstandere. Det er ikke før side 161 i hæftet i hstorien “Professor Hugo Strange and the Monsters” at Batman viser afsky ved at tage et andet menneskes liv (Og her er der så desuden tale om et mutant-monster…).

Et andet aspekt, der bestemt heller ikke er velegnet til mindre børn, er  Batmans oprindelseshistorie. I 1940 i det første batman-hæfte har Bill Finger skrevet og Bob Kane tegnet den ultrakorte tosidersfortælling om er Bruce Waynes tragiske tab af sine forældre. Det er ægte tegneseriehistorie, der udfolder sig på disse sider, og det er bemærkelsesværdigt, at historien om Batmans tilbliven stort set ikke har ændret sig siden 1940 – det er en aldeles solid baggrund, de har skabt for karakteren.

Udvalgte bifigurer

Jokeren

Han bliver introduceret i 1940 i det første selvstændige Batman-hæfte med introduktionen: “Once again a master criminal stalks the city streets – A criminal weaving a web of death about him. Leaving stricken victims behind wearing a a ghastly clown’s grin – the sign og the joker!”

Historien er med afstand den mest spændende i Chronicles vol. 1. Det er som om denne her arketypiske skurk på en eller anden måde fænger ved sin blotte tilstedeværelse. Plottet i historien går i sin enkelthed ud på, at Jokeren vil stjæle en diamant fra milliardæren Henry Claridge og slå ham ihjel. Dette annoncerer han i radioen – og på trods af heftig politibeskyttelse, går tingene præcis som Jokerne har forudsagt – Henry Claridge efterlades liv- og diamantløs og med et vanvittigt grin på læberne.

Efter en intens nævefight med både Batman og Robin, bliver Jokeren kastet ud over en afsats på en byggeplads, men i stedet for at lade ham styrte i afgrunden, redder Batman Jokeren med ordene: “You are too valuable a prize to loose”.

Jokerens motiv for forbrydelser er i disse første historier en jagt på diamanter. Men han bruger dem ikke til noget.  Han samler dem bare og slår folk ihjel i processen. Det er ikke den maniske, sindssyge Joker, man ser i fx The Dark Knight-filmen fra 2008, men han kan da i den grad matche Batman og Robin som den første rigtige superskurk i Batman-universet. Og så affyrer han op til flere vittigheder, når han har leveret kæberaslere og upeprcuts ud – ligesom alle andre i øvrigt gør det.

Professor Hugo Strange

En anden af de figurer, der stadig er aktuel (ikke mindst med de nylige rygter om hans inklusion i den kommende The Dark Knight Rises-film) er Hugo Strange. I sin første historie, “Professor Hugo Strange” fra februar 1940, er han en forbryderboss, der udelukkende er ude på at bruge sine lab-skills til at score penge på uærlig vis. Han er ikke specielt skræmmende eller specielt bemærkelsesværdig, men det er dog væd at bemærke, at fans på daværende tidspunkt har syntes så godt om ham, at han får en re-appearance i 1940 i “Professor Hugo Strange and The Monsters”. Figuren bliver i øvrigt genbrugt senere på Batman-tidslinjen, bl.a. i 1992 i Doug Moench’s fremragnede “Prey”.

Robin – The Boy Wonder

Opkaldt efter Robin Hood. Robin introduceres i april 1940 i en historie, der faktisk er ret god i sig selv. Bruce Wayne får medlidenhed med den unge Dick Grayson, der mister sine forældre og hjælper den unge knægt med at få hævn. Robin kan i mine øjne ikke bruges til ret meget som figur og han er ofte ret “støjende” forhold til den potentielt spændende Batman-historie, der fortælles. Han er dog god til at uddybe Batmans magtesløshed over for den uretfærdighed, hans forældre blev udstillet for, men det kommer i særligt meget til udtryk i denne historie. I stedet kan jeg henvise til Frank Millers og Jim Lees “Batman & Robin All Star – The Boy Wonder” fra 2005, der i hvert fald i sin første halvdel er både fængslende og rørende i sin udpensling af forholdet mellem de to.
En morsom funktion ved Robin-figuren i de tidlige hæfter: DC Comics har åbenbart forsøgt at skabe et movement omkring Robin-karakteren på linje med spejderbevægelsen. I hvert fald er lyder opfordringen: “Why not become one of the Robin’s Regulars? No button or badge is needed – the world will recognize your golden acts without the! Be a “Robin’s regular” by being regular!“

The Cat

I dag er Catwoman kendt som Selina Kyle, der har et had-/kærlighedsforhold til Batman. Hun kendes på den ikoniske pisk og kattekostumet, og der er flere mere eller mindre plausible årsager til, hvorfor hun kaldes Catwoman. I 1940 i historien “The Cat” var intet af dette et karaktertræk ved “The Cat”. Hun har ikke noget navn andet end The Cat, men hun er dog kriminel. Og hun tester Batmans moralske grænser af gennem hvad der bedst kan betegnes som en flirt. Batman lader sig tydeligvis påvirke af kvindelig list, og vælger efter denne flirt at kamuflere sin interesse i at holde hende væk fra lovens lange arm.

 

Afslutningsvis

Chronicles kan bestemt anbefales, men som sagt mere ud fra en interesse i figurens fødsel og udvikling end egentlig spændende læsning. Personligt synes jeg, det er en ret fed oplevelse at se, hvilke træk og gimmicks fra dem gamle hæfter, som er blevet brugt i nutidens fortolkninger af Batman – her tænker jeg især på Christopher Nolans to film og Bruce Timms tegneserie.

PT og ROTS

TV2 Zulu holder Star Wars-uge denne uge, og jeg har faktisk fulgt med efter næsten samme metode, vi brugte engang på Nørgaards Højskole, da vi så de nye film. Episode I så jeg de sidste tyve minutter af (og slap derfor for det meste af Jake Lloyds rædderlige skuespil), mens jeg så det meste af episode II, hvor jeg forsøgte at zappe væk, når Anakin og Padme var i dialog om deres kærlighed. Og i aften så jeg så ROTS på dvd opskaleret til HD -mmmhm. Så her er et par løse tanker om episode 3 specifikt og prequel trilogy generelt:

• Åbningsscenen er og bliver fantastisk. Vi starter in medias res, midt i kampen for at redde kansleren – det er præcist ligesom de starter i episode IV – et rumskib bliver jagtet af et større rumskib. Her er det omvendt – et mindre rumskib jagter et stort, og bliver selv jagtet af en masse små! Jeg forestiller mig, hvordan det kunne gøres endnu federe: Yoda og Mace snakker sammen i rådet om, hvordan det mon går med Obi-Wan og Anakin ude på deres mission. Dette ville gøre det umuligt at have det opening crawl, man har valgt, men det kunne give en mere desperat “feeling” til filmens anslag – noget, jeg er sikker på ville klæde en i øvrigt dejligt dyster film.
• ROTS har en historie, der er længder bedre end de to foregående film. Sat meget på spidsen kan man sige, at duellen i slutningen af episode I er cool, fordi der er et dobbetlbladet lyssværd, duellen i epsiode II er cool, fordi Yoda sparker røv, mens duellen i Episode III er gribende og rørende, fordi vi (endelig) kender karaktererne, og fordi der ligger så meget tragik bagved Anakins fald. En tragik, der er affødt af en ganske menneskeligt frygt for at miste dem, man holder af (stjålet fra en anmeldelse)
• Som nævnt er skuespillet i PT af og til ganske skrækkeligt (“wow, you’re a jedi, too? Pleased to meet you”, Ani til Obi-Wan, episode I) – det sker også i ROTS, men det virker som om, at Hayden Christensen er blevet bedre med tiden – og forstår sin karakter lidt bedre. Om det er George Lucas’ skyld skal jeg lade være usagt.
  Over dem alle stråler dog Ewan McGregors Obi-Wan Kenobi – han har et fantastisk glimt i øjnene. Måske har han bare tænkt “fuck det – nu giver jeg den gas”. Ewan McGregor har faktisk også udtalt, at Star Wars var enormt kedelige at indspille, fordi det foregik op ad en blå væg det meste af tiden. Det kan han have en pointe i.
  Han bakkes op en del år tidligere af Han Solo aka Harrisson Ford, der i frustration har sagt til George Lucas under indspilningen af ANH i 1976: “You can write this shit, but you can’t say it!”
  Og Mark Hammill husker stadig den dag i dag en af sine replikker fra castingen. Replikken blev heldigvis strøget fra det endelige manuskript:

Fear is their greatest defense... I doubt if the actual security there is much greater than on Aquilae or Sullust, and what there is is most likely directed toward large-scale assault.

• PT lider under at ville for meget. Den vil på en gang introducere nye karakterer (Jar Jar Binks, Dooku, Grievous, Mace Windu), hvilket den gør med blandet succes, mens den også insisterer på at lave en efter min mening alt for tidlig kobling til OT ved fx at hive robotterne ind. Jeg kan for så vidt godt leve med, at C-3Po og R2D2 møder hinanden – det skal de jo på et eller andet tidspunkt, men at Anakin har bygget C-3PO virker bare dumt. Hvorfor genkender Darth Vader ham så ikke? Eller siger et eller andet til ham?
  Og hvad med Jabba The Hutt – hvorfor er han pludselig interesseret i kapselløb?
  Jeg kan blive ved: Boba Fett – hvordan George Lucas har fået denne vanvittige idé at lade stormtropperne være KLONER!! Kloner af den dusørjæger, der er genetisk identisk med ham, der finder Han, Leia og Chewbacca på Bespin 10 år senere? Det er bare for søgt!!
• Der er dog også gode eksempler på koblingen. Chewbacca får lov at være en parantes, hvilket er ganske fint lavet, at geonosianerne har bygget Dødsstjernen er også okay. Den bedste kobling kommer i mine øjne, der hvor den er helt naturlig: i slutningen af episode III, hvor Obi-Wan afleverer Luka til Owen og Beru på Tatooine – det er i mine øjne der, PT og OT bliver bundet allerbedst sammen.

Nu kunne det godt lyde som om jeg ikke kan lide at se Star Wars-film. Det kan jeg. Jeg elsker dem. Jeg elsker dem så meget, at det irriterer mig, at manuskriptforfatterne lader sådan nogel åndssvage plothuller eksistere, som fx at Luke og Leia skulle have kendt deres rigtige mor (I ROTJ taler de om, hvordan de husker deres rigtige mor. Leia svarer blandt andet: “I don’t remember that much, really. Images only. But she was very sad.”) – I ROTS viser Lucas, at de kun kender deres mor i få minutter som spæde, inden Padme dør!!

Nå. Jeg er altså stadig Star Wars-fan. For som universets klogeste mand, Jakob Stegelmann, har sagt:

“Star Wars-fans hader Star Wars!”

Bloggen holder flyttedag

Kære læser

Jeg vil hjertens gerne have kommentarer på min blog. Derfor indstiller jeg arbejdet med denne blog. Den er nemlig meget omstændig at kommentere på, og jeg takker for dem, der har gjort sig besværet med at oprette profiler for at kunne kommentere.

Bloggen har jo også, som I ser, været meget død på det sidste. Det håber jeg at lave om på ved at flytte den til

Krelles blog

Tusind tak til alle, der har læst og kommenteret i årenes løb. Bloggen vil ikke blive lukket ned – jeg er simpelthen for glad for mange af de indlæg, der figurerer herovre.

En søndag

Jeg har ikke udrettet meget i dag. Jeg har kun haft det ene mål med dagen i dag at se “Forbrydelsen II” – det gjorde jeg fra 20 til 21.

Derudover vandt jeg min første onlinekamp i FIFA 10 nogensinde. De andre kampe, hvor jeg har været foran i, er blevet afbrudt pga. forbindelsen (enten med min modstanders vilje eller af tekniske årsager).

Jeg vandt 2-0 med Real Madrid over Barcelona.

Hvis nogen har spillet til PS3, vil jeg meget gerne have tæsk i det (og flere venner på PlayStation Network…)

Danmark vandt også en fodboldkamp. Det var i går. I den forbindelse var spillerne i byen. Det har Ekstra Bladets fotograf dokumenteret.
Ekstra Bladet – Røde Øjne efter nattefest

Velkommen til min nye blog

Kære læser!

Du er nok havnet her på perfektum.wordpress.com, fordi du allerede kender mig. Jeg har gennem længere tid haft lyst til at oprette en WordPress- eller Blogger-blog af den simple grund, at min anden blog er hulens omstændig at kommentere på.

Så lad dette være starten på et nyt kapitel. Mine gamle blogindlæg kan stadig læses på Deus Ex Machina.

Skuffende nyt

I dag har jeg fået smugkig på flere ting.

1. Jeg manglede et godt PlayStation3(c)-spil efter at jeg sidste uge gennemførte The Force Unleashed (som i øvrigt har en udmærket spil-del og en formidabel historie-del). Så jeg hentede demoen til "inFAMOUS", der er blevet rost meget for sin sandkasse-stil og sin multiple choice-del. Jeg måtte lige lave sproget om i min opsætning, fordi en elelr anden udvikler mente, at de skandinaviske sprog skal have FRANSK som standardopsætning i spillet.
Jeg syntes, inFAMOUS var svært. Selv på den letteste sværhedsgrad dør jeg efter et par waypoints. Jeg prøver igen, men jeg tror næppe, jeg investerer i det fulde spil i sidste ende.

Nogen, der kan anbefale et godt PS3-spil?

2. I går aftes frigav Muse deres første single fra deres kommende album "The Resistance" i radioen. Det nåede jeg ikke at høre. Men man kunne høre den gratis streamet fra deres hjemmeside i dag, hvis man registrerer sig. Sammen med endnu en single. Og jeg er også her lidt skuffet.  "Uprising" lyder som en synthesizer, der er træt af at leve plus en elektrisk guitar, der ikke rigitgt får lov. Og vokalen er set i forhold til Matt Bellamys formåen faktisk ret kedelig.  "United States of Eurasia", den anden single lyder rigtig meget som noget, man har hørt før fra Muse. En omgang stille piano og – igen – en småkedelig vokal. Rent musikalsk lægger den sig tæt op af noget Queen tilføjet noget crazy mellemøst-musik!!

Det er godt, at hele The Resistance udkommer 14. september og at et lovende PlayStation 3-spil, Batman: Arkham Asylum bliver udgivet som demo på fredag.

I afdelingen for ikke-elektroniske nyheder kan jeg fortælle, at jeg er gået i gang med at læse Kafka.

Watchmen-anmeldelse

(MINDRE SPOILERS!)

Jeg har prøvet det før – at se en film og så først bagefter læse bogforlægget; "Lad den rette komme ind", Harry Potter 1-3,
Ringenes Herre 1-2 m.fl. 

Jeg har til gengæld også prøvet det modsatte: At læse bogen først og så se filmen derefter; eks.:Ringenes Herre 3, Ondskab, Mænd, der hader kvinder.

Og når man læser originalværket først, så får man meget mere med første gang. Der er masser af suspense, som går tabt anden gang, hvis man ved, hvordan det ender. Og derfor mener jeg som udgangspunkt, at det er fedest at læse originalen først og så se film-tolkningen af det bagefter

Derfor købte jeg "Watchmen"-tegneserien for et par uger siden. Ikke mindst fordi selveste Jakob Stegelmann (og Nicholas Bro i øvrigt) sagde, at det var en af de vigtigste tegneserier, der nogensinde er lavet.

Så nu står den på min hylde og hygger sig. Har nemlig ikke fået læst ret meget mere end første kapitel. Gik død efter første kapitel. Her får man nemlig en ordentlig smøre smidt i hovedet; et særdeles fyldigt uddrag fra Hollis Masons bog om den første Natugle. Altså en originaltekst inden for fiktionsrammen. Pyyh – det er tungt.

Så jeg sagde ja, da min storesøster Anne-Mette spurgte, om jeg ville med ind at se filmen i biografen. Efter moden overvejelse, naturligvis.

Og "Watchmen" skal helt sikkert stå på min hylde som film også!

Filmen er lang – ret lang. Men den giver sig også tid til at plante eftertanke i seeren. Først og fremmest er Watchmen jo et tankeeksperiment. Hvad nu hvis USA havde vundet Vietnamkrigen, hvad nu hvis superhelte blev forbudt, hvad nu hvis Nixon var blevet genvalgt, hvis supermennesket fandtes osv. osv.

Watchmen leger med virkeligheden. Den campede tegneseriestil er langt væk – ligesom den også er fra tegneserien – og i stedet er det en dybt seriøs og dyster historie, der bliver fortalt med havd der ligner stor respekt for sit forlæg.

En af de bedste ting ved Watchmen er efter min mening persongalleriet. Hver eneste person har noget alment menneskeligt og noget mere specifikt superhelteagtigt i sig. Nuanceringen af superhelte, som især Batman Begins og The Dark Knight har været spydspidser for, bliver videreført i Watchmen. Superheltene drikker, horer, elsker, dræber, græder, fortvivles og plages.

På intet tidspunkt i filmen sidder jeg og keder mig – der er hele tiden noget, der driver mig fremad. Det er et genialt træk at lade den idealistiske Rorshach agere detektiv i filmen. På den måde bliver jeg holdt fast via nysgerrighed.

Samtidig med at jeg vil følge med Rorshach ud og lede efter spor, vil jeg også følge med i, hvordan det går med Natuglen og Silk Spectre II – det er seerens personlige og intime gen, der stimuleres via deres forhold. Natuglen er retskaffen, men lidt af en wimp, og Silk Spectre er sød og virker ved første øjekast også oprigtig, men er utro så det fløjter.

Så er der Dr. Manhattan, der er så langt væk i sig selv og sit højtflyvende univers, at han ikke længere er menneske. Her er det menneskets rastløshed og filosofiske undren, der er i højsædet. Og så kan man jo tage det eller lade være. Jeg lod for det meste være.

Ozymandias er eksponenten for hovmodet eller overforbruget. Det, som vi alle sammen mener, vi har fortjent, men som vi for manges vedkommende er bange for at tage af frygt for nemesis – eller janteloven.

The Comedian er ikke, som man skulle tro, en pendant til Jokeren, der jo er psykopat. The Comedian er i Kierkegaardsk forstand spidsborgeren, der laver grin med alting og ikke tager sit liv alvorligt – før det er for sent, i hvert fald.

Som I kan se er der massevis af stof til eftertanke i Watchmen, og man kan sagtens se den, hvis man ikke er til superheltefilm. Det er en samfunds- og menneskekritisk film, der bare udspiller sig i et univers, hvor superheltene er lige så almindelige som alle os andre.

Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at filmen målt på actionscener ligger langt under hvad man ellers kan forvente sig af en superhelteactionfilm – og det er kun godt. For superhelte kan og vil andet end at slå på tæven

Jeg glæder mig til den kommer på DVD.

Indtil da vil jeg læse tegneserien – og jeg tror, det sker uden at ærgre mig over, jeg så den i biografen først. For det var virkelig en oplevelse.

Nyheder om den næste Batman-film

Onsdag den 1. april kom det frem, at den næste Batman-film kommer til at hedde "Shadow of the Bat". Den bliver instrueret af Christopher Nolan. Men han får tilsyneladende hjælp fra tidligere instruktører af og skuespillere i Batman-serien. Variety skriver:

"Shadow of The Bat will introduce quiz-master villain the Riddler to audiences for a third
time after the character appeared in the 1960s television series and
1995’s “Batman Forever.”  Funny man Jim Carrey has been tapped to
reprise the role in “Shadow,” while helmers Joel Schumacher and Tim
Burton, the filmmakers behind the Caped Crusader’s first theatrical
franchise, have been brought on as consultants to the production, which
director Christopher Nolan says will be his final take on Gotham City."

Det er sgu ikke så godt…

Læs hele historien ved at markere teksten nedenunder:

APRILSNAR!!
Se den originale aprilsnar